I august 2019 deltog jeg i kurset ’Skriv dit liv’ på Rødding Højskole i Sønderjylland. Selve højskoleopholdet var en besynderlig dyrkelse af det bondesamfund, som Danmark forlod for mere en 70 år siden.
Det var en oplevelse, som IKKE passede ind i mit tidligere rationelle og erhvervsorienterede liv. Men højskoleopholdet lærte mig i alle tilfælde én ting. Det lærte mig, at jeg gerne vil berette lidt om det, efter min egen opfattelse, meget spændende arbejdsliv, jeg har haft. Jeg startede som dæksdreng med efterfølgende uddannelse til skibsfører, og senere endte jeg som skibsingeniør, skibsejer og selvstændig erhvervsdrivende. Jeg har haft hele verden som min arbejdsplads.
Torben i Akosombo, Ghana 2008
Faktuelt var jeg sømand i perioden 1964-72, hvorefter jeg startede på skibsingeniørstudiet for i 1977 at dimittere som skibsingeniør. Herefter arbejdede jeg som ansat ingeniør i forskellige maritime firmaer frem til 1983, hvor jeg sammen med en tidligere kollega startede på livet som selvstændig, hvilket jeg så har været resten af mit arbejdsliv, for som det hedder i vores
maritime branche, delvist ’at sluge ankeret’ i 2022 – altså gå på pension.
Alt, hvad jeg beretter i det, jeg kalder Torbens 4 S’er = sømand, ship manager, skibsreder og skibsteknisk konsulent, er ting, jeg har oplevet. Det har ikke været nødvendigt at ’pynte’ på nogen af beretningerne, da flere af dem har været tæt på utrolige.
Jeg har været en helt fantastisk heldig mand. Gennem næsten 60 år har jeg taget del i og påvirket en række meget spændende oplevelser, opgaver og hændelser. Nogle af de for mig væsentligste nedslag har jeg samlet i de følgende 30 forskellige ’maritime nedslag’, som jeg vil være så ubeskeden også at benævne ’maritim erhvervshistorie’.
Det er mødet og samarbejdet med mennesker, der giver de fleste oplevelser liv, og her har jeg været så heldig at samarbejde med rigtig mange mennesker med vidt forskellige baggrunde, racer og kulturer. Langt de fleste har været personer, jeg har værdsat og dermed respekteret, enkelte endda beundret, men der har desværre også været et par yderst kedelige tilfælde, der til tider har gjort deres bedste for at ødelægge min ellers gode nattesøvn.
Jeg vil dog her tillade mig at tilslutte mig polarfareren Peter Freuchens ord:
”Ikke alt holder vand, men erindringens forskydninger er tilladt, hvis det har underholdningsværdi.”
2023, Humlebæk
Torben Ravn
Torben som kok, Vietnam 2007